Med nye linjer af eksklusivt tilbehør demonstrerer RHANDERS i samarbejde med en dansk bæltemager og et ligeledes dansk strik-ateliér, at det stadig kan lade sig gøre at producere designs herhjemme efter stolte håndværkstraditioner.

Da Rina Hansen overtog og satte sig i direktørstolen i RHANDERS for snart 3 år siden, var det med en stor ydmyghed og passion for den kulturarv og det kompromisløse håndværk, som virksomheden hviler på. Især var hun optaget af at bringe dele af produktionen tilbage på danske hænder, da det er afgørende for at sikre kvalitet, bæredygtighed og brandets rige kulturarv.

 
 
 
 
 
 
 

 

 

 

 

 

CEO Rina Hansen fortæller: "Stort set ingen modehuse producerer længere i Danmark, men her stod jeg med en virksomhed, som har brugt de sidste 200 år på at raffinere handskefaget her i Randers, så vi i dag står med en helt unik ekspertise. Det forpligtede.

Andre CEOs ville måske have startet med at optimere ved at flytte al produktion ud af landet, men det ville jo have været et endeligt opgør med århundreders håndværkstradition. Siden 1200-tallet har Randers været en handskeby, hvor specialuddannede handskemagere har fremstillet fint forarbejdede handsker, og det er min vision, at sådan skal det blive ved med at være. Mange steder i Europa er alle de klassiske håndværksdyder, der er inden for modefaget, desværre ved at gå helt i glemmebogen, fordi de er blevet nedprioriteret pga. krav om effektivisering og billigere produktionsmetoder."

For fortsat at kunne holde produktionen i Danmark var det nødvendigt at opruste med flere medarbejdere, der indgående kender faget. Rina Hansen tog derfor kontakt til flere af de pensionerede syersker og handskemagere fra Randers Handskefabrik og overtalte dem til at komme tilbage og ikke mindst lære fra sig. På den måde sikres uddannelsen af de unge designstuderende, der også er blevet tilknyttet det traditionsrige handskehus. Indsatsen for at sikre fagets traditioner gav Rina Hansen appetit på endnu mere dansk produktion.

"Jeg blev nysgerrig på, om der fandtes lignende virksomheder, som holder danske håndværksdyder i hævd. Måske vi kunne lære af hinandens erfaringer. Det lykkedes os at finde frem til bæltemageriet Bosswik på Fyn og strikatelieret OK Strik i Herning, der ligesom RHANDERS producerer helt eller delvist herhjemme efter meget høje kvalitetsstandarder. Dét er endt ud i nye produktlinjer, som jeg er virkelig stolt af", siger Rina Hansen og understreger, at udvikling og nye samarbejder er afgørende for, at man som heritage brand kan bevare sin appel:

"Selvom vi har fokus på at bevare sjælen og håndværket, skal vi ikke stå stille. Vi er ikke et arbejdende museum, der kun skuer bagud. Vi skal derimod turde innovere, så produkterne forbliver relevante i nutiden og fremtiden. Ikke mindst de nye niveauer for bæredygtighed kræver masser af innovationsparathed. Vi skal hele tiden spørge os selv, om vi kan gøre tingene på en endnu mere skånsom måde. Vi skal også kigge på, hvordan vi sikrer brugervenligheden i verden, som den ser ud i dag. Derfor har vi i RHANDERS fx introduceret antibakteriel overfladebehandling og touch tech-funktion i handskernes fingerspidser, så man både kan holde sine hænder rene og betjene sin mobil, når man har dem på.

Konkret har det nye samarbejde udmøntet sig i en serie af bælter og lædertilbehør, skabt af fraklip fra bælter, i form af kortholdere og mobilholdere, samt en striklinje af huer, tørklæder og pulsvarmere i blødt og bæredygtigt lambswool. Alle produkter er ligesom de ikoniske RHANDERS-handsker designet som elegante, tidløse og anvendelige produkter, der takket været det kompromisløse håndværk vil holde i rigtig mange år."

BÆLTER

I Tommerup på Fyn er det tredje generation af en familie af bæltemagere, der passioneret håndlaver bælter af udsøgt italiensk læder. Senest har man i samarbejde med RHANDERS udviklet en serie af klassiske bælter, der i både stil og kvalitet komplimenterer handskerne.

SHOP BÆLTERSHOP BÆLTER
Shop Bælter

STRIK

Herning har historisk set været centrum for dansk uldproduktion, men i dag er der kun ganske få strikkeatelierer tilbage i den midtjyske by. Som tredje generation ved pindene i OK Strik strikker brødrene Christian og Ole Hansen i samarbejde med RHANDERS de blødeste huer, tørklæder og puls-/armvarmere.