RHANDERS blev grundlagt i 1811 med ønsket om at genoplive og bevare byens stolte historie som verdenskendte handskemagere. En historie der har rødder helt tilbage til 1200-tallet. Fra vores spæde begyndelse til den virksomhed vi er i dag, har kvalitetshåndværk været vores primus motor og ledestjerne.
Vi ser det som vores mission og pligt at værne om vores kulturarv; århundreders viden og håndværk, alt imens vi forsker, innoverer og mestrer ny teknologi for at bringe det bedste af to verdener sammen: tradition og innovation, klassisk design og mode.
Det betyder, at vi former produkter til den verden vi lever i idag, men med respekt for og tro på godt gammeldags håndværk. Håndværk som vi investerer i ved at byde pensionerede handskemagere og syersker velkommen tilbage til vores atelier for at unge svende kan lære fra mestrene.
Fornyligt tog vi vores mission et skridt videre og søgte aktivt efter ligesindede kunsthåndværkere i Danmark. Vi ønskede at møde mennesker der var lige så passionerede om deres håndværk, som vi er om handsker. Virksomheder der gennem generationer har bevist deres kunnen og bestået trods tidens tand. Kunsthåndværkere der kerer sig om kvalitet og levedygtighed, solidt håndværk, gode råmaterialer, og skaber produkter der holder i årtier og århundreder. For os er det essensen af bæredygtighed. Under vores søgen opdagede vi flere vidunderlige firmaer, der stadig kan skrive ‘Made in Denmark’ på deres produkter og som opererer efter ansvarlige manér. Vi var særligt begejstrede over at etablere (profesionelle) venskaber med et enestående væveri, den eneste nulevende bæltemager og landets sidste strikkeatelier, samt vores lokale guldsmed som nu assisterer os med monogram service på specialordre.
GARVNING
For at skaffe det fineste skind til vores produkter har vi gennem flere generationer fastholdt partneraftaler med verdens bedste garverier. I århundreder, fra det 13. til det 19. for at være helt eksakt, blev Randers handskeskind garvet med pilebark i Gudenåen hvor Kalmus planten gav skindene sin søde citrus-agtige duft. I 1812 blev aluminiumsulfat (alun) introduceret, hvilket betød skindende kunne farves, og i moderne tid har kromgarvning været den mest anvendte teknik på RHANDERS handskefabrik. I 2012 begyndte læderindustrien at eksperimentere med vegetabilsk garvning, og siden har vi hos RHANDERS introduceret denne type skind i modeller hvor skindet passer som hånd i handske.
Selvom vi lukkede vores eget garveri i 2014, bliver vi ved med at spejde efter de mest ansvarlige forarbejdningsmetoder til vores tynde, strækbare og ultra bløde handskeskind - og vi ser frem til at gå i front og fejre brugen af nye organiske materialer som kan komplementere brugen af læder. Vegansk læder, også kaldet kunstigt læder, vil dog aldrig blive del af vores kollektion, da de er lavet af plastik eller fossile brændstoffer som skader vores miljø.
Alle vores partner garverier er certificeret til højeste standard af hhv. Leather Working Group (LWG) eller The Vegetable Tanned Leather Consortium, hvilket garanterer branchens bedste kvalitetsniveau og sikreste behandling af kemisk affald samt miljøvenlig praksis. Konkret betyder det, at vores garverier udfører ZDHC (Zero Discharge of Hazardous Chemicals) på moderne fabrikker med omvendt osmose systemer, der forhindrer at skadelige stoffer kommer i kontakt med miljøet eller mennesker. Vandforbruget bliver også renset og genbrugt i et lukket system, sådan at intet går til spilde.
MATERIALER
Al skind brugt til RHANDERS produkter, er et biprodukt fra fødevare industrien, og ud af respekt for naturen og dyrene undgår vi aktivt brugen af skind fra dyr, der kun opdrættes dertil. Vi er stolte over at vores skind er det fineste anilin der findes i verden, og siden det er crème de la crème så dækker vi ikke små skønhedspletter eller ujævnheder med plastik (hvilket normalt er kotume i branchen). Vi tror nemlig på, at skønheden bor i den perfekte fejl og i det personlige udtryk. Og så er skindet usandsynligt smørblødt - man kan altid mærke at det kommer fra RHANDERS.
Hvad angår tekstiler og stoffer, har vi samme standpunkt; de skal være økologiske, ansvarlige og holdbare. Vi fandt et af de sidste spinderier i Danmark - blot 90 km fra vores atelier, og kan nu stolt introducere disse lokale tekstiler i vores kollektion. Vi har desuden et samarbejde omkring deres deadstock, hvilket er endnu en vidunderlig måde at formindske spild og videreføre vores ‘no-waste’ filosofi. Og det allerbedste er, at vi ikke behøver at flyve tekstilerne halvvejs rundt om verden, vi kan bare hente dem lige rundt om hjørnet.
Det hænder dog, at vi forelsker os i tekstiler, der ikke fremstilles lokalt i Danmark, men som har en lang og rig historie i en anden del af verden, f.eks vores Peace Silke. 100 % økologisk, ansvarligt høstet og dyrevenlig silke hvor sommerfuglene naturligt forlader kokonerne før den lette, fine silketråd høstes af forsigtige hænder. Vores Peace Silke bliver spundet med økologisk bomuld, og bliver håndlavet til tørklæder, masker, bluser og meget mere på vores eget atelier i Randers.