Vi har en 200 år-gammel stolt tradition for at fremelske ansvarlige produkter med vores egne hænder. Vi har værnet om vores kvalitetshåndværk med taknemmelighed og respekt for hvad naturen har givet os fra år til år. I dag er vi stadig hands-on. Vi udvikler, forskønner og producerer alt i hånden. Men hvordan giver vi en hånd til naturen, nu hvor den har ekstra brug for det? Hvordan kan vi helt praktisk tage hånd om vores omverden og bevæge os mod CO2 neutralitet?
Kan en virksomhed reelt blive CO2 neutral?
Vi ved endnu ikke om det er muligt at blive CO2 neutral, det vil tid og tal vise, men vi vil gøre så meget som muligt for at støtte naturlige og håndgribelige klimaløsninger, i stedet for at købe kvoter eller træer fra fjerne lande. Det er simpelthen for letkøbt. Vi ønsker at tage ansvar for, og investere i vores nærmiljø, i vores grønne områder og vores lokale naturliv; den natur som er forbundet med vores hverdag, liv og forsyningskæde. Så vi valgte at vækste en skov i egen baghave.
RHANDERS SKOV
“Vi kiggede på alle skove i midtjylland, som var til salg, men da vi fandt denne perle, var der ingen tvivl. Den er virkelig speciel; et smukt eventyrland med både sø, skov og vildt” fortæller CEO og ejer Rina Hansen begejstret.
“Vækst skoven” ligger nord for Randers og består af 2 hektar sø, 2 hektar skov med cypresser, nordmannsgran, birketræer, hængepil og mere end 50 andre plantearter. Derudover er der 2,5 hektar ny skov med 12.000 nordmannsgran plantet år for år gennem de sidste 6 år. Planen er ganske enkelt at restaurere den eksisterende skov, og fortsætte med at plante og pleje skoven så den vokser og trives på bedste vis. Derudover er drømmen at re-introducere kalmus vandplanten, RHANDERS insignie, der med sin citrus lignende duft var med til at gøre handsker fra Randers berømte helt tilbage i 1700-tallet. Utroligt nok er historien bag søen i skoven, at den blev ‘rewilded’ før det overhoved var et begreb. Tilbage i 1946 begyndte den lokale grosser Bloch nemlig at beplante området omkring en tørvemose for at skabe en ‘herlighed’ hvor familie og omegnens beboere kunne samles. Og trods ejerskiftet til RHANDERS går 2. generation Bloch, farmor Birthe, stadig en tur om søen hver dag og passer på området.
KLIMA FAKTA:
Træer: Når træer vokser, optager de kuldioxid (CO2) som en del af fotosyntesen i lighed med alle grønne planter. Kulstoffet bindes i træets løv, grene, stamme og rødder i form af cellulose og andre organiske forbindelser, og frigiver ilt. Så længe et træ vokser, vil det optage mere CO2, end det afgiver via dets ånding, og træer bliver ældre end de fleste mennesker før de holder op med at vokse. Træer er derfor fantastiske CO2 fangere, og dvs. at plante træer er derfor en af de mest effektive løsninger for nedtrapning af CO2 i atmosfæren¹
Springer I ikke over hvor gærdet er højest?
"Vi kunne sagtens træffe det nemme valg, og bare købe kvoter for at modvirke vores CO2 emission. Det ville kun koste os ca. 25.000 DKK om året. Med andre ord, sådan som det ser ud nu, kunne både jeg og næste generation nå at gå på pension før skoven var rentabel, hvis vi skulle stille det op i mod grønne afgifter. Men det her handler ikke om økonomi, det handler om at tage ansvar og at være en del af løsningen.” fortæller Rina Hansen.
I overensstemmelse med vores mission om at fremelske og værne om dansk design og håndværk, er vi lige så investerede i at beskytte og fremme den natur, der reelt er grundlaget for at vi overhovedet kan udøve vores håndværk. Uden en sund natur, har vi ingen råmaterialer. Og så er vi håndværkere. Vi bygger, forskønner og vedligeholder alt i hånden. Så selvfølgelig er det ikke anderledes, når det kommer til samfundssind og samfundsansvar. Vi planter og plejer med vores egne hænder.
Som virksomhed arbejder vi naturligvis også på at reducere vores CO2 aftryk på andre måder, f.eks; ved kun at bruge skind der er biprodukter af madindustrien, ansvarlig upcycling og genbrug af vores egne produkter og skindlager, udvikling af en lokalproduceret tekstilkollektion, og ved at udvide vores egen produktion i Danmark og støtte ligesindede danske producenter, samt ved at minimere indpakningen af vores eksklusive produkter i plastik-fri, FSC certificeret og lokalproduceret emballage.
Der er stadigvæk lang vej til at vi vender klimaændringerne, indrømmer Rina, men i RHANDERS forpligter vi os til at gøre hvad vi kan som mennesker og virksomhed. Og mon ikke om der på vejen mod et CO2 neutralt fodaftryk også bliver tid til at bygge et smukt træhus eller to i toppen af træerne som et lille frirum til vores medarbejdere…