Ved 2. Verdenskrigs udbrud var Randers Handskefabrik landets tredjestørste handskefabrik med omkring 70 ansatte. En overskudsgivende og velfungerende forretning med et veletableret kundekartotek.
EKSOTISKE ERSTATNINGSVARER
Krigen satte sit præg på den daglige drift af Randers Handskefabrik. De tyske svende blev kaldt i militærtjeneste og erstatningsvarer vandt indpas. Den begrænsede import af råvarer betød, at man måtte ty til andre og mere eksotiske erstatningsvarer. Kalveskind fra sødmælkskalve fungerede bl.a. som erstatning for gede- og lammeskind, og rødspætteskind forsøgtes anvendt i produktionen, men var for skrøbeligt.
AFVISNING & SAMHANDEL
Vejrum afviste gennem hele Besættelsen at handle med den tyske værnemagt, og indskærpede også over for forhandlerne og egne butikker, at man ikke ønskede samhandel med værnemagten.
FRYGTEN FOR SABOTAGE
Tyskernes reaktion på handskefabrikkens afslag skabte i 1944 frygt i Vestergrave, hvor man observerede tyske officerer være i færd med at skridte handskefabrikkens gård af, kort tid efter to andre randrusianske virksomheder: Chr. Junchers Konfektionsfabrik og Randers Tandhjulsfabrik begge var blevet saboteret af danske modstandsfolk. Frygten var dog heldigvis ubegrundet.
SKINDET PÅ NÆSEN
Randers Handskefabrik formåede at holde sig oven vande i løbet af Besættelsen. Dette ikke mindst fordi fabrikkens produkter ikke var underlagt prisloven. Det var derfor muligt at sætte prisen op på de færdige handsker i takt med, at råvarer og lønninger blev dyrere. Salget af handsker gik efter omstændighederne godt ude i butikkerne, hvilket Vejrum beskrev som “svært at se bunden af ordrebunken”.
RHANDERS I HISTORIEN
9. april 1940 blev Danmark besat af Tyskland og 5 års undtagelsestilstand i Danmark tog sin begyndelse. Som ikke decideret inddraget i krigen måtte Danmark se sig besat og reguleret under indflydelse af Tyskland, hvilket havde stor betydning for muligheden for import af råvarer og eksport af danske råvarer og færdigvarer særligt til Storbritannien.
Fattigdom, sygdom og arbejdsløsheden bredte sig som følge af nedgangen i eksport og indtjening, men den danske regering reagerede hurtigt med en regulering af økonomien - herunder rationering af bl.a. fødevarer og brændsel, der fik fordelt diverse fornødenheder til alle dele af samfundet. Pga. den manglende import af råvarer så danske industrivirksomheder sig nødsaget til at afprøve alternative råvarer i udviklingen af produkter, bl.a. fiskeskind, kaninuld, garn af papir og fibre af brændenælder, og også i køkkenet måtte man ty til alternative råvarer som måger og grønt, der ellers var anset som ukrudt.