Randers Handskefabrik blev etableret i 1811, og er dermed verdens ældste handskehus.
EN DRIFTIG HANDELSMAND
I 1811 opnår den tyskfødte købmand Olaus Christian Kellermann (1779-1837) med kongens nåde privilegium til at drive “Handske-fabrikke” med tilhørende garveri og farveri i Randers. Da Kellermann startede sin fabrik, var det randrusianske handskemageri reduceret til en ubetydelighed, men Kellermann genoplivede byens ry for fornemt handskemageri. Han var en driftig handelsmand med international erfaring og udsyn.
Kellermann bragte dygtige handskemagere og garvere til Randers fra Grenoble, Frankrig. Heriblandt var Charles Louis Francisko Mattat, der senere skulle overtage handskefabrikken. Kellermann sørgede derudover for, at Mattat giftede sig med præstens datter for at sikre sig, at Mattat forblev i Randers.
Randers Handskefabrik havde tradition for at ansætte primært tysktalende svende, men med Kellermann indførtes de franske fagudtryk som lettede kommunikationen omkring arbejdet. Fagudtryk, der stadig anvendes den dag i dag.
FRANSK FINESSE
Den unge Mattat medbragte en ny garverteknik, hvidgarvning, hvor skindene blev valket i en blanding af salt, alun, hvedemel, æggeblommer og vegetabilsk olie, hvorefter de blev lagret. Resultatet var det blødeste skind til glacéhandsker, der er handsker af fint, hvidt gedeskind. Mattat annoncerede efter lammeskind, gerne fra hedefår. De var magre og udsatte for vind og vejr og derfor særligt velegnede som handskeskind.
EN NY STORHEDSTID
Allerede i 1816 blev der produceret mere end 35.000 par handsker og beredt 10.000 skind. Virksomheden voksede fra 20 ansatte til flere end 200 i løbet af det følgende årti, og Randers Handskefabrik fastslog herved igen sin position som epicenter for handskemageri i Nordeuropa.
I 1817 overdrog Kellermann handskefabrikken til Mattat, idet Kellermann flyttede til Wien, hvor hans søn senere blev en berømt cellist som del af Johann Strauss’ orkester og sidenhen solo-cellist.
RHANDERS I HISTORIEN
I kølvandet på Den Franske Revolution oplevede det kontinentale Europa en række krige affødt af både de europæiske stormagters frygt for, at de oprørske tilstande i Frankrig skulle sprede sig til konge- og fyrstendømmerne i Europa, og derefter Kejser Napoleon I's drømme om at underlægge sig det meste af Europa.
Danmark havde indtil 1807 forsøgt at forholde sig neutral i Napoleonskrigene, men indgik i alliance med Frankrig efter at København i 1807 bombedes af Storbritannien, fordi Danmark nægtede at vælge side.
Danmark oplevede herefter en voldsom inflation og i 1812 gik staten bankerot. Og efter fredforhandlingerne, efter afslutningen på Napoleonskrigene, måtte Danmark afstå hele Norge til Sverige i 1814, hvilket betød at Danmark nu var at bestegne som en “småstat”.