Ejer, CEO og kreativ leder af RHANDERS, Rina Hansen, har skrevet bogens personlige efterord. Med en Ph.D. i digitalisering af heritage brands og en karriere i international luksusmode reflekterer hun over kald, ansvar og den særlige opgave det er at få 800 års historie betroet – og en dag give den videre.
En handske er en lille genstand. Og alligevel har den fået en helt usædvanlig stor plads i mit liv.
Jeg har kendt RHANDERS siden min barndom. Min mormor, som arbejdede med mode, talte om brandet med en særlig ærefrygt. Jeg fornemmede, at det rummede noget helt særligt, længe før jeg forstod præcis hvorfor.
Mange år senere, mens jeg boede i London, sendte min frisør Thomas, som senere skulle blive min mand, mig en artikel om RHANDERS skrevet af den danske journalist Hanne Sindbæk. Jeg husker, hvordan jeg for første gang så virksomheden med nye øjne. Pludselig faldt det, min mormor havde givet udtryk for, den særlige eventyrlige aura omkring brandet og alt det, jeg selv havde lært gennem min karriere i international luksusmode, på plads. Jeg kunne se, hvad der var – men måske endnu tydeligere kunne jeg se, hvad det kunne blive.
Noget i mig reagerede. Ikke rigtig som en forretningsidé eller en plan, men mere som et kald – stille, vedholdende og mærkeligt svært at ignorere. Rationelt gav det meget lidt mening. Jeg boede i London, havde en lovende international karriere og havde aldrig så meget som været i Randers. Og alligevel blev følelsen ved med at vende tilbage.
Der skulle gå elleve år, før RHANDERS endelig blev vores. I de elleve år udfoldede et helt liv sig. Thomas og jeg blev gift, jeg flyttede tilbage til Danmark, vores tvillingedøtre blev født, karrierer voksede, en Ph.D. blev afsluttet, en virksomhed blev grundlagt, og til sidst flyttede vi til Randers for at komme tættere på den drøm, der ganske enkelt nægtede at forsvinde.
Livet blev ved med at give os rigtig gode grunde til at slippe den. Alligevel vedblev drømmen.
Da jeg endelig stod med nøglerne til RHANDERS i hænderne, troede jeg, at jeg havde brugt elleve år på at forsøge at købe en virksomhed. Først senere begyndte jeg at forstå, at det måske var omvendt. Måske købte vi aldrig rigtig RHANDERS. Måske betroede RHANDERS os i stedet sin historie, så vi kunne bære den videre.
For man kan ikke købe og eje 800 års heritage. Man kan kun værne om den. Eller sagt på en anden måde: Man har et kulturelt ansvar, ligesom man har et socialt ansvar, som Anne Sophia Hermansen sagde til mig dengang.
NOGET BETROET
Hvad vil det sige at eje noget, der begyndte længe før, man selv blev født, og som – hvis alt går vel – vil fortsætte længe efter, man selv er væk?
Man kan eje bygninger, mønstre, et arkiv og et navn. Men man kan ikke rigtig eje den viden, der findes i et andet menneskes hænder. En bevægelse, der er perfektioneret gennem årtier. En syning, lært af én, som lærte den af en anden før hende. Instinktet til at vide, hvordan et skind vil opføre sig, før kniven overhovedet rører det.
Da vi overtog RHANDERS, blev det meget konkret for mig. Historien fandtes ikke kun i arkivet. Den levede omkring os – i værktøjerne, der stadig blev brugt, mønstrene, der stadig blev skåret efter, og mennesker, der bar på en viden, som aldrig var blevet skrevet ned.
Jeg fandt den samme følelse af tilhørsforhold i de historier, vores kunder delte med mig. Alle mine børnebørn får et par kørehandsker, når de får kørekort. Jeg føler mig tættere på min far, når jeg bærer politihandskerne. Jeg mærker min mors berøring, når jeg rører ved en handske fra RHANDERS.
Det var ikke bare historier om produkter. Det var historier om mennesker, erindringer og tilhørsforhold. Gennem dem begyndte jeg at forstå, at RHANDERS ikke tilhørte mig.
Det ændrede min forståelse af ejerskab, lederskab og selve begrebet kulturarv. Som mennesker har vi brug for dybe rødder. Noget varigt. Noget, der forbinder os med dem, der kom før os, og med noget større end os selv.
HÅNDENS GERNING
Hånden er vores mest grundlæggende redskab – et sted for sansning, skabelse, beslutning og forbindelse. Det er gennem hånden, at hjerte og sind kan komme til udtryk i den fysiske verden.
Måske er det netop dét, der fascinerer mig mest ved håndværket. Det er ikke blot en måde at fremstille ting på. Det er noget dybt menneskeligt.
Hos RHANDERS er viden blevet videregivet sådan gennem generationer: fra hånd til hånd. Noget af den vigtigste viden i vores atelier kan ikke fuldt ud indfanges i en manual eller en tegning. Den lever i trænede øjne, små korrektioner og bevægelser, der gentages, indtil de næsten bliver instinktive. En trænet hånd mærker det, der ikke altid kan måles. Den ved, hvornår der skal skæres, hvornår der skal justeres, og hvornår noget er rigtigt. Eller som en af vores syersker siger: Man skal holde op med at tænke og lade hænderne gøre arbejdet.
Gennem hånden bliver viden til bevægelse, intention til form og en idé til noget, et andet menneske kan røre ved. For mig er det håndens magi.
At genetablere produktionen i Danmark har derfor været en af mine største drømme – og en af de sværeste opgaver. Jeg anede ikke, hvor jeg skulle begynde. Men en dag fortalte jeg om min drøm i et radioprogram. Dagen efter – som om nogle drømme virkelig kalder mennesker til sig – bankede tre tidligere RHANDERS syersker på døren til Handskefabrikken.
Jeg har måske mærket kaldet, men jeg kunne aldrig have besvaret det alene. RHANDERS bæres af et hold mennesker, som hver dag bringer deres hænder, tanker og hjerter med på arbejde. Nogle bærer på viden, der er videregivet gennem generationer; andre kommer med nye færdigheder, perspektiver og idéer. Sammen – på tværs af atelier, designstudio, butikker og den digitale verden – udfordrer vi hinanden, lærer af hinanden og holder vores heritage levende.
Men det bliver stadig vanskeligere at holde denne viden levende i Danmark. Vi er ikke længere et produktionsland, som vi engang var, og en stor del af det økosystem, der omgav de specialiserede håndværk, er forsvundet. Mesterskab kræver års gentagelse og forfinelse, indtil viden bevæger sig fra hovedet og ud i hænderne.
Vi har uddannet unge håndværkere i tre år ad gangen blot for at se dem rejse videre ud i verden. Jeg forstår fuldstændig den trang – jeg drog selv ud i verden. Men det har vist mig, hvor skrøbelig overleveringen af et håndværk kan være.
Andre kulturer har fundet inspirerende måder at beskytte denne kontinuitet på. Japan støtter mestre inden for traditionelle håndværk og uddannelsen af deres efterfølgere, mens Frankrig og Italien har skabt strukturer omkring historiske huse, métiers d’art og produktionstraditioner. De anerkender noget, jeg selv er kommet til at forstå dybt: Håndværk er ikke blot en måde at fremstille ting på. Det er kultur.
For en lille virksomhed som RHANDERS har vi ofte følt os bemærkelsesværdigt alene om at bære det ansvar. Måske har det også gjort vores beslutsomhed stærkere.
EN LEVENDE KULTURARV
At holde en tradition levende betyder ikke, at den skal stå stille. Fra begyndelsen blev jeg ved med at sige: Vi skal ikke blive et arbejdende museum. Vi skal bevare håndværket gennem udvikling og skabe ting, der bringer glæde, nytte og gavn i dag.
Heritage opstår ikke blot af at være gammel. Det opstår af at vide, hvordan man bevæger sig – mellem kontinuitet og fornyelse. Nogle traditioner skal have lov til at forblive traditioner. Andre må udvikle sig for fortsat at være meningsfulde i dag og dermed overleve i morgen. Kunsten ligger i at vide, hvad man skal bevare, og hvad man skal give lov til at forandre sig.
Anna handsken er et strålende eksempel. Den kan føres tilbage til et mønster fra 1830’erne og har været en bestseller i over et århundrede – ikke fordi den er gammel, men fordi den stadig er smuk, anvendelig og chic i dag.
Ting skal have lov til at leve, og når de bærer spor af det liv, skal vi kunne passe på dem og reparere dem. Patina og brug bliver en del af historien frem for afslutningen på den.
ET NYT SPROG FOR NOGET GAMMELT
En af de største glæder ved at overtage RHANDERS har været at vække arkiverne til live igen: at vende tilbage til originale mønstre og århundredgamle håndværksmetoder og undersøge, hvordan de kan få nyt liv i dag. Et handskemønster kan inspirere snittet på en jakke. Traditionelle konstruktionsmetoder kan få nyt udtryk i frakker og shearling. En gammel quilteteknik kan forvandle smørblødt handskeskind til en moderne taske.
Handsken er stadig hjertet i RHANDERS. Det er her, vores håndværk og designsprog blev født. Men i dag bevæger dette sprog sig fra handsker videre til jakker, frakker, shearling, tasker og accessories og danner tilsammen et komplet luksushus.
Kalmusblomsten er det magiske mærke, der binder det hele sammen. Dens karakteristiske duft har fulgt vores handsker gennem århundreder og fylder stadig RHANDERS universet i dag – et levende symbol, der bæres videre i hvert eneste RHANDERS design.
Mit professionelle og akademiske liv har været formet af international mode og digitalisering af heritage brands. Men gennem årene har jeg oplevet, hvordan et historisk luksushus i dag kræver langt mere end at bevare et håndværk. Vi skal være skabere, men vi skal også være historiefortællere. Online fungerer vi i stigende grad som et mediebrand, hvor vi omsætter århundreders historie, håndværk og fantasi til film, billeder og fortællinger, der kan rejse ud i verden. I vores butikker skal vi skabe mere end steder, hvor man køber. Gennem foredrag, udstillinger, events og møder med håndværket bliver retail et sted for oplevelse, opdagelse og underholdning.
En handskemager alene slår ikke til i dagens verden. Det kræver håndværkere, designere, historiefortællere, fotografer, digitale hjerner og datafolk, retail- og serviceteams – et helt økosystem – at gøre 800 års heritage meningsfuld i dag.
Vores materialer minder os om endnu et ansvar. Skind, uld, bomuld og silke begynder alle i levende økosystemer. At arbejde med naturlige materialer minder os om, at alt, hvad vi skaber, begynder med det, naturen giver os – og med vores ansvar for at bruge det med omtanke.
At passe på en skov nær Randers har lært mig noget lignende. En skov nægter, ligesom en Kalmusplante, at lade sig skynde på. Den vokser efter rytmer, vi ikke kontrollerer, og beder os om at tage vare på noget, hvis fulde resultat vi måske aldrig selv kommer til at se. På den måde ligger den overraskende tæt på håndværket.
Gennem alt dette har jeg lært, at det at føre en heritage virksomhed videre ikke handler om at glorificere fortiden. Det handler om at forstå, hvad der er værd at bevare – og finde et nyt kulturelt sprog, der gør det relevant i dag.
BOGEN I DINE HÆNDER
Da vi overtog RHANDERS, var næsten intet af virksomhedens historie skrevet ned eller dokumenteret. Vi vidste, at RHANDERS var vigtig. Jeg havde mærket det siden min barndom. Men vi forstod stadig ikke helt hvorfor.
Da virksomheden endelig blev vores, sendte jeg Hanne Sindbæk en buket blomster som tak for den artikel, der havde inspireret os til at føre denne vigtige danske kulturarv videre. Og da Hanne og jeg mødtes i august 2019, vendte vi tilbage til det spørgsmål, der havde fulgt mig fra begyndelsen: Hvad var det ved RHANDERS, der fik virksomheden til at føles så vigtig? Det besluttede vi os for at finde ud af.
Vi begyndte at følge sporene efter historierne, menneskene, genstandene og håndværket; at dokumentere det, der indtil da hovedsageligt havde levet i erindringer, arkiver, museer, biblioteker og hænder. Vi ønskede at skabe den bog, jeg selv ville ønske havde eksisteret, da jeg første gang stod med nøglerne til RHANDERS i hånden – noget, der kunne hjælpe os med at forstå, hvad vi havde fået betroet, og en dag hjælpe os med at betro det videre til en anden.
I dag, syv år senere, står du med den bog i hænderne.
DET, VI GIVER VIDERE
Jeg ved ikke, hvordan RHANDERS vil se ud om hundrede år. Og jeg er kommet til at forstå, at det heller ikke er meningen, at jeg skal vide det. Vores opgave er at efterlade den næste generation noget levende, stærkt og meningsfuldt – noget, de kan føre et sted hen, vi endnu ikke kan forestille os.
Frem for alt håber jeg, at der stadig vil være hænder, der lærer fra sig til andre hænder.
Og jeg håber, at denne bog måske kan inspirere nogen et sted i verden til at føre en anden heritage virksomhed videre – eller til at støtte et menneske, der har modet til at gøre det. Jeg tror, vi får mere brug for disse dybe kilder af menneskelig kreativitet, viden, håndværk og kulturhistorie end nogensinde i den tid, der kommer.
Og hvis noget føles værd at føre videre, så begynd. Husk: “Whatever you can do, or dream you can, begin it. Boldness has genius, power and magic in it.” Som Goethe efter sigende sagde.
For en stund er det vores opgave at bære den. Og så må vi åbne hænderne og give den videre.
Måske var det dét, jeg ikke forstod dengang for alle de år siden i London. Jeg troede, jeg havde fundet en virksomhed, jeg ønskede at eje. I stedet havde jeg fundet en lille genstand, der bar på en langt større historie – en historie, jeg var blevet kaldet til at tjene.
Læs mere om coffee table bogen The Art of Glovemaking since 1684 og den danske litterære udgave RHANDERS: Dansk design siden 1684.
Deltag i boglanceringen
