Den danske kulturkommentator Anne Sophia Hermansen har skrevet forordet til den nye bog The Art of Glovemaking since 1684. Oplev, hvordan Danmarkshistorien kan læses gennem en handske i Anne Sophias personlige fortælling, fortalt i hendes unikke og elskede stil.
Kan man læse danmarkshistorien gennem en handske? Ja, det kan man, hvis altså den er fra Randers. For Randershandskens historie kan spores helt tilbage til 1400-tallet, hvor en fint syet læderhandske en dag blev tabt i Trangstræde i indre by og først 600 år senere dukkede op igen under en arkæologisk udgravning. Kun god kvalitet kan holde i så mange år og stadig være håndsyet til perfektion.
Randershandsken er en historie om et håndværk, der har holdt os varme i århundreder, men handskehistorien er også en fortælling om den måde, som Danmark har forandret sig siden middelalderen.
Og så er den et lille handelseventyr. Vidste du for eksempel, at handsken i midten af 1700-tallet blev betragtet som Danmarks vigtigste eksportartikel? Før der var noget, der hed Mærsk, Novo, Carlsberg og Vestas var Danmark først og fremmest en handskenation, og vi producerede over 600.000 par handsker årligt. Tre fjerdedele af dem blev solgt til udlandet, og alene i Randers var omkring 5-600 af byens 2500-3000 indbyggere beskæftiget med handskemageriet, da det gik allermest vildt for sig.
Officielt blev Rhanders først grundlagt i 1811, da købmanden O.C. Kellermann fik kongelig tilladelse og støtte til at skabe en handskefabrik. På det tidspunkt var det randrusianske handskemageris storhedstid ovre, men Kellermann kom med erfaringer fra Frankrig og fandt hurtigt en måde at forbinde de lokale håndværkstraditioner med fransk finesse.
Det hjalp selvfølgelig også på hans forretning, at der skulle leveres handsker til den danske hær under Napoleonskrigene.
Godt nok endte Danmark på Napoleons tabende side, og staten gik efterfølgende bankerot i 1813, men handsken overlevede i kraft af sit gode ry og blev i de efterfølgende årtier eksporteret til Frankrig, Rusland, Tyskland og senere til Amerika. Et nyt handelseventyr var begyndt, og i 1816 blev der produceret mere end 35.000 par handsker og beredt 10.000 skind i Randers.
Men hvorfor havde det lige sit epicenter der? Da de første franciskanermunke bosatte sig i Randers i 1200-tallet, medbragte de ikke kun en glæde over naturen, men også noget helt konkret, nemlig kalmussen, en vellugtende vandplante.
Den viste sig at trives ved Randers fjord, og når den blomstrede, gjorde den det med tusinder af små blomster. I dag er kalmusblomsten Randershandskens symbol, men historien stopper ikke her, for da man en dag fandt på at bruge den til efterbehandling af skindene, opdagede man, at de dermed holdt op med at lugte og i stedet begyndte at dufte.
Og dermed havde handskerne fået en signatur, der virkede uimodståelig på et Europa, der var i gang med en civilisationsproces, hvor det gjaldt om at distancere sig fra det primitive og ildelugtende og i stedet opsøge renheden og skønheden.
Det gør heller ikke ligefrem historien dårligere, at den franske dronning Marie-Antoinette efter sigende skulle have foretrukket at ligge med handskerne om natten, så hun kunne vågne med velduftende hænder.
Mens jeg skriver dette, holder jeg mine egne Rhandershandsker op til næsen og indsnuser det duftspor, der forbinder dem med fortiden, Randers og århundreders håndværk.
I dag er Rhanders Danmarks ældste endnu eksisterende varemærke, og kredsen af stamkunder er for længst blevet udvidet fra kongelige og adelige til at omfatte helt almindelige mennesker, der bare gerne vil give en tradition for godt håndværk videre.
Min mor blev således introduceret for handskerne af sin mor, og en generation senere introducerede hun dem så til mig, og for et par år siden tog jeg for første gang min søn med i butikken i København. Han gik derfra med den model, der hedder Thomas, og jeg følte, at vores lille handskestamtræ havde fået en ny gren.
En anden, der har sværget til handskerne, er Grevinde Danner, en af mine heltinder. Hun var en dame med en finger på pulsen, og før hun blev gift med kong Frederik den 7., drev hun en modeforretning på Vimmelskaftet i København.
Det er uklart, om det var hendes begejstring, der smittede Kong Christian den 9.’s døtre Dagmar og Alexandra, men de hørte i al fald til kundekredsen, og noget af de interessante ved handskerne er også, at deres popularitet har vandret gennem familier og klasser.
Og videre ind i litteraturen.
For læs bare, hvad Henrik Pontoppidan skriver om de handsker, som præstedatteren Inger glemmer i Lykke-Per: Det var et par bløde, ru, saakaldte Randers Handsker, ganske nye. Han foldede dem nænsomt ud og betragtede dem længe. Han førte dem op til sit Ansigt, inddrak begærligt deres Duft og smilte tungt. Uh, så sensuelt. Et symbol på lækkerhed og kvindehud og begyndelsen på et smukt venskab, som de siger i Casablanca.
Gennem århundrederne er det gået op og ned og op igen med interessen for handskerne. Konkurrenter er kommet til, men Randershandskerne har overlevet vintre og verdenskrige, skiftende ejere og flygtige trends, og hovedårsagen er, at godt håndværk aldrig går af mode. En anden årsag er, at det gør god kulturhistorie heller ikke. Og en tredje er, at folk åbenbart bliver ved med at fryse om fingrene. Her kommer Rhanders stadig med den bedste løsning.
Når man står i Skt. Bendts Kirke i Ringsted og kigger på Kong Erik Menved og hans dronning Ingeborgs gravplade fra 1319, er det også sjovt at tænke på, at de måske begge bærer et par lange fingerhandsker fra Randers. Det gør dem til nogle af de ældste stamkunder, og de er stadig trofaste.
Det samme er vi andre.
Anne Sophia Hermansen, august 2026.
Indehaver af Rhandershandsker i ca. 40 år.
ANNE SOPHIA'S FAVOURITES
Cecilia Pouch · Crystal Necklace Black Agate · Anna · Grand Kalmus Scarf
Læs mere om coffee table bogen The Art of Glovemaking since 1684 og den danske litterære udgave RHANDERS: Dansk design siden 1684.
Deltag i boglanceringen
