RHANDERS er flyttet til et nyt historisk hjem efter 93 år på sin tidligere adresse.
Ifølge traditionen, har nye ejere af virksomheden flyttet Handskefabrikken til et nyt frisk hjem indenfor få år af overtagelsen. Så da den femte familie siden 1811 overtog virksomheden i 2019, gik de på jagt efter et nyt hjem. De fandt et hjem der kunne matche brandets historiske kulturarv, det fine håndværk og den eventyrlige fornemmelse: en omhyggelig gennemrenoveret togstation bygget i 1905 af overarkitekt Heinrich Wenck i solid og charmerende "nationalromantisk" stil.
Virksomhedens 200 år gamle handskekasser i træ, handskemager borde og maskiner passer perfekt ind i de store buede ventesale, ankomsthallens stenvægge og de klassiske danske arkitektoniske træk. Som om de altid har boet lige der.
”Det er en drøm, der går i opfyldelse”, siger ejer Rina Hansen, “vi kan udvikle håndværket 'Made in Denmark' og med tiden åbne dørene og byde folk velkommen til guidede ture og historiefortælling".
Cubicle-teamet har fulgt Handskefabrikken og flytningen nøje, hvilket udformede sig til denne smukke artikel i deres bog:
A Closer Look, from Cubicle vol.2:
RANDERS HANDSKEFABRIK
Det siges at Marie Antoinette, Frankrigs forkælede sidste dronning, kun gik med handsker fra Randers fordi de var de blødeste i hele verden. Vi har ikke brug for andre undskyldninger for straks at hive et par på hænderne og hengive os til croissanter. Randers Handsker blev grundlagt i 1811 og var ejet af den samme familie i de næste 90 år. Forretningen har længe været stolt Hofleverandør til Kongehuset, Den Kongelige Livgarde og Den Kongelige Ballet. Hvis du ser nøje efter kan du også opdage dem på hænderne af MI5, FBI, Søværnet, og mange andre som vi har lovet ikke at afsløre.
In friendship with RHANDERS words Anna Holmfeld photography Shini Park & Simon Schmidt
Det er tidlig morgen da min rejse starter. Fra Hovedbanen hopper jeg på lyntoget der snor sig gennem manicurerede marker og vilde skove, suser over Store og Lillebælt, og videre ind i hvad vi Københavnere kalder “det mørke Jylland”. At Sjælland også stadig bliver kaldt djævleøen er så en anden sag. Adskillige timer (og ligeså mange kopper kaffe) senere, stiger jeg af toget i Randers hvor forårssolens skarpe glimt byder mig velkommen til dansk designs bedste velkendte hemmelighed; Randers Handskefabrik.
Randers Handskefabrik fejrer snart sit 210. år og ejer dermed titlen som verdens ældste handskefabrik. I sommeren 2020 flyttede virksomheden ind i det nye hovedsæde på den nationalromantiske Strømmen jernbanestation, der nyligt blev fredet af Kulturstyrelsen og blåstemplet som dansk kulturarv. Bygningen er designet af Heinrich Wenck som et mini replica af Københavns Hovedbanegård, og blev komplet renoveret over det sidste årti så de arkitektoniske perler funkler når man træder indenfor; originale håndmalede skilte hvisker stille om svunden fortid, og billetluger er omdannet til montrer hvor handske par vinker til os som vi passerer.
Mens eftermiddagssolen strømmer ind gennem vinduerne og hilser på de røde murstensvægge, føles det som om jeg pludselig er landet på Kings Cross platform 9 3/4 og er trådt ind i en fortryllet tidsspiral. Luften summer af varme, omsorg og bevågenhed, og et kort øjeblik føles det som om alle udstillings handskerne pludselig holder hinanden i hånden. Det var nok ikke et tilfælde at min laptop blev ved med at rette glove til love, da jeg skrev noter på toget. Min guide gennem denne luksuriøse labyrint og berusende tidsrejse - er den nye ejer og direktør Rina Hansen, som tålmodigt bejlede til den tidligere ejer Arne Vejrum gennem 11 år indtil han var overbevist om at hun var en værdig arvtager til virksomheden. Det er ikke helt overraskende, for de er gode til kunsten at skynde sig langsomt her i Jylland; men så er man er sikker på at få sjælen med, og efter 2020 corona-tiden har vi vist alle lært hvor vigtigt det er.
Der er en særlig skønhed i stålet og træet. Tidligere ejer, Arne Vejrum, som stadig spiller en stor rolle i fabrikkens hverdag, giver mig ret: “Værktøj er utrolig smukt. Det tager form efter de hænder der har brugt dem”.
Da vi træder ind i en af arbejdsstuerne rammes jeg af den søde duft af handskeskind. Stuerne er kontinuerligt holdt i svag skygge af duvende hvide gardiner der blidt holder solen ude og beskytter skindet.
(Fun fact: Årsagen til at handskerummet i biler blev opfundet var netop for at beskytte handsker fra at bliver ødelagt af solen mens de lå på instrumentbrættet). Handske-forme, -udskærere, -presser og -holder befolker rummene og nikker til os som vi går forbi. Andre redskaber – sakse, knive and flere jeg ikke kender navnet på - ligger rankt på række på arbejdsbænkene. Der er en særlig skønhed i stålet og træet. Arne Vejrum, som stadig spiller en stor rolle i fabrikkens hverdag, giver mig ret: “Værktøj er utrolig smukt. Det tager form efter de hænder der har brugt dem”. Ligesom handsker. Vi standser begge op, betaget af kærligheden og håndværket der har formet værktøjet.
Derefter bliver jeg guidet til varelageret, hvor jeg til min begejstrelse bliver overladt til mig selv og sluppet løs i slaraffenland. Jeg kigger i æske efter æske efter æske. Hver enkelt kasse er en dekadent tidsmaskine, en lille lækkerbidsken. Alle handsker virksomheden nogenside har syet, der allerede ikke har fundet et hjem, bor i disse æsker hvor hvert årti fra1930s til vores 20’ere bor i lykkelig samhørighed.
Rina kalder pludselig fra rummet ved siden af. Da jeg træder ind åbner hun en upåfaldende skuffe og ud af gemmerne dukker en en håndskrevet skitsebog frem med noter fra kollektions design fra 1940’erne og frem. Vi bladrer forsigtigt gennem skitser, hver enkelt ledsaget af detaljeret information i sirlig skråskrift. Syersken Kirsten kommer med et eksempel på et design fra 1969, og mens vi beundrer den lysegrå lammeskindshandske med fine blomstrede hulmønstre, aner vi et svagt 12-tal stemplet på indersiden af handsken. Jeg spørger hvad det betyder og Rina forklarer at det alle handskemagere har et ID, så i uforede handsker kan man se hvem der har skåret handsken.
For at bliver handskemager skal man finde en mester der kan give et svendebrev, fortæller Rina, og I 1930'erne kom mange italienske, tyske og franske svende til Randers for at søge arbejde. En af disse handskemagere var Herr Balhausen, vores nummer 12, som kom auf der Walz og fik sit hjerte stjålet af en lokal syerske. (Var der nogen der sagde Randers piger?) Balhausen ønskede at blive, men krigen kom og han blev indkaldt af den tyske Wehrmacht og sendt til at tjene på østfronten. Efter krigens var vor handskemager mirakuløst stadig i live, men strandet i Rusland uden en krone på lommen. Så begyndte vor svends møjsommelige rejse på gåben fra Rusland til Randers, hvor han endeligt blev forenet med sin elskede syerske. I sine senere år indrømmede han dog, at der havde været et par cykelture under vejs når han var særlig heldig eller utålmodig.
Handskeskind adskiller sig fra andre typer læder idet det skal være tyndt, blødt, let elastisk men meget holdbart. Hvis din handske sidder godt burde du være I stand til at tage en lille mønt ud af din bukselomme.
Dengang arbejde handsketilskærere (kun mænd) og syersker (kun kvinder) i adskilte rum. Det var forbudt at fløjte efter pigerne, så handskemagerne viste deres beundring ved at få knivene til at hvisle…
Rina lukker bogen og jeg vender tilbage fra 1940’erne med et ryk. Selv i dag er håndværk som Herr Balhausens alfa og omega i faget, men kunsthåndværket er ved at forsvinde. Den sidste danske tilskærer (eller handskemager) blev udannet i Randers for ti år siden. Handskemagere uddannes gennem svende-brev og -prøve, og i skrivende stund findes der ingen anderkendte lærerpladser i Danmark.
Handskehusets næste kapitel handler om en fin balance mellem klassisk håndværk og moderne design. Her er det muligt at købe den klassiske Randers Handsker kollektion der tæller 340 designs, hvoraf 77 stadig er i produktion uden ændringer, fordi de er blevet klassikere efter årtier i kollektionen. Derimod, afslører Rina, vil RHANDERS - den nye design kollektion - tilbyde 12-15 nye handsker, med inspiration fra arkiverne, der veksler fra sæson til sæson. Jeg kan slet ikke vente med at få et par på hænderne!
Lige som jeg er ved at gå, får jeg øje på en af syerskerne, som er ved at reparere en handske. “Ok ja, en handske kan holde et helt liv” siger hun. “Vi tilbyder reparation af alle vores handsker. Du skal bare gå ind i butikken om bede om det”.
“Et helt liv?!” jeg ler forundret. “Jeg mister handsker mindst en gang om året. Er der nogen der beholder handsker et helt liv ?”
Hun ser undersøgende på mig. “Jo…faktisk var Arne lige ved at lave en mage sidste måned – en ekstra handske – til en ældre herre der havde mistet den venstre. Handskerne var en bryllupsgave for 40 år siden fra hans kone. Hun var gået bort, og efterfølgende havde han fundet den enlige handske I en skuffe og besluttet den skulle have sin mage tilbage så han kunne gå med dem igen. Så vi lavede den til ham.”
Jeg tror min computer vidste mere end jeg troede da den rettede glove til love. De to ord hører i al fald uløseligt sammen her.
