I 1302 fik Randers købstadsprivilegier, hvilket betød at byen måtte have handel og finere håndværk inden for byens grænser, herunder handskemageri.
SELVSTÆNDIGHED & RETTIGHEDER
1. juli 1684 organiserede handske- og pelsmagerne i Randers sig i et selvstændigt laug med tilladelse af kong Christian 5. Lauget bestod da af 11 handskemestre, hvilket efter randrusianske forhold betød et ganske stort laug.
HANDSKEMAGERLAUGET I DANMARK
Allerede i 1460 henvendte tre mænd sig på Københavns Rådhus for at forelægge en skrivelse for Københavns høvdsmand og byens råd. De anmodede om, at det oplæste blev anerkendt som laugsartikler for “Remsnidere og pungmagere” i Danmark, og deres ønske blev bevilget, og erhvervet officielt anerkendt.
Dermed var grundstenen lagt til den sammenslutning, der i dag kendes som Handskemagerlauget i Danmark - og som stadig mødes årligt.
REMSNIDERE & PUNGMAGERE
Remsnidere var specialister i seletøj og bælter, imens pungmagernes arbejdsopgave bestod i at skære handsker, opredt med silke samt lave en god ringpung og kvindepung. Fremstillingen af punge var dengang et vigtigt håndværk, idet den tids dragter ikke havde lommer. Først i løbet af 1500-tallet indførtes lommer, og i 1600-tallet blev pungmagere overflødige, hvorfor de derefter kun beskæftigede sig med handsker.
HANDSKEMAGERNES LAUGSPOKAL
Laugspokalen blev anvendt ved optagelsen af nye medlemmer i handskemagernes laug. Pokalen er lavet af tin med 5 sølvskilte formet som handsker. Disse bærer Chr. V’s monogram, årstallet 1696 samt indskriften: “Denne er samtlig handskemager svenes velkom i Randers”.
FRA SEGL TIL VAREMÆRKE
Ved stiftelsen af Handskemagerlauget 1684 udfærdigedes også et segl til laugets dokumenter. Dette segl blev overtaget af den senere ejer af Randers Handskefabrik, Marinus Thomsen, og gjort til virksomhedens varemærke i 1896. I 2019 blev varemærket opdateret til dets nuværende form.
RHANDERS I HISTORIEN
Håndværkerlaugene og deres betydning
Håndværkerlaugene i de enkelte byer havde til opgave at regulere antallet af mestre inden for et givent fag, således at dette ikke oversteg købstadens behov.
En håndværker begyndte som lærling, uddannede sig til svend og forventedes til sidst at blive mester og skabe sin egen virksomhed. Alle var del af lauget inden for det pågældende fag, og i lauget fastsattes prisen på arbejde og materialer, mægledes i skærmydsler mellem mestre, og støttede syge og enker.
Da Næringsloven trådte i kraft i 1862, var det ikke længere obligatorisk at være del af et laug for at kunne udføre sit erhverv, og dette opløste de facto alle danske laug, der dog i mange tilfælde fortsatte som sociale mødesteder.