RHANDERS har altid været kendt for varme, hjælpende hænder. Det er en dybt integreret del af vores 200-årige historie og DNA at skabe handsker, der hjælper og beskytter vores samfund.
Mens vi har håndsyet handsker til Livgarden og politiet i århundreder, var det en overraskende kompliceret og ekstraordinær opgave, handskemagerne blev mødt med i 1981. Her kontaktede specialstyrkerne RHANDERS for at få designet og fremstillet et par helt særlige handsker, som de kunne bruge til 'fast roping', en ny rappelle-teknik fra helikopter. Specialstyrkerne brugte allerede RHANDERS-handsker i løbet af vinteren, så de var fortrolige med skindets kvalitet, funktioner og styrke, men de havde brug for nye funktioner til netop denne særlige rapelle-teknik.
“FAST ROPING”-TEKNIKKEN
“Fast roping” involverer et 5 cm tykt flettet og let elastisk reb, som hænger fra helikopteren til jorden. Soldaten ville lade sig glide ned ad rebet fra helikopteren mod jorden og først lige inden kontakt med jorden twiste rebet mellem hænderne, og dermed afbøde farten. Som man kan forestille sig, skaber denne friktion enorm varme i soldatens hånd. Selvom skindet kunne modstå denne friktion, så kunne trådene i eksisterende handsker ikke. Så det var tydeligt, at der var brug for et helt nyt handskedesign til “fast roping”.
UDVIKLINGEN AF HANDSKERNE TIL SPECIALSTYRKERNE
Handskemagere og syersker på handskeatelieret afprøvede mange forskellige sømtyper, at flytte sømmene og indsætte forstærkningsrør - og fandt til sidst ud af, at man ved at bruge en speciel slags tråd, kaldet Kevlar, som er varmebestandig og ultrastærk og en indvendig prix-søm, havde den optimale løsning på problematikken.
Læderet skulle også være ultrastærkt, men kunne ikke være tykt og hårdt, da soldaten skulle kunne håndtere sine eventuelle skydevåben, så snart man ramte jorden. Derfor skulle skindets styrke ikke komme fra tykkelsen, men fra skindets struktur, og samtidig sidde tæt til hånden. Det viste sig, at etiopisk lammeskind med en tykkelse på 0,8-1,0 mm var ideelt. Den blev garvet i England på det anerkendte Pittard-garveri eller lokalt i Randers på vores daværende eget garveri.
Skindet var flammehæmmende, men der udvikledes alligevel en intens varme i håndfladen grundet friktionen, så for at løse dette blev der syet et lag flammehæmmende tekstil på indersiden af handsken. Desuden blev handskernes manchet specialvævet med flammehæmmende uld. Denne kunne ikke væves af syntetisk materiale, da dette ville smelte selv ved lave varmetemperaturer.
Endelig, efter et års design, udvikling og test i aktion, blev handskerne godkendt til brug. Special Forces-handskerne har nu været brugt i 42 år og har kun gennemgået mindre ændringer gennem årene baseret på grundig undersøgelse af handsker, der har været i brug.
HANDSKER TIL FBI OG MI5
Det amerikanske FBI og det engelske MI5 ønskede også at bære de dansk-designede og -udformede handsker. Det skete faktisk i 1989, da de danske specialstyrker var i USA for at træne med FBI SWAT-holdet og så handskerne i aktion. De var så imponerede over funktionaliten, at de også bestilte specialhandskerne fra Randers.
På samme måde købte den engelske MI5 også handskerne efter at have set dem i aktion. Selv den spanske hær har været i kontakt for at købe handskerne en de endte med at kopiere dem i en billig udgave. En retssag blev dog aldrig aktuel.
EN SIDSTE, SJOV DETALJE
Da FBI ikke betalte deres regning, måtte RHANDERS gennem det engelske MI5 for at få deres hjælp til at presse på for betalingen. Men først efter et helt år lykkedes det endelig den stakkels bogholder i Randers at få hele fakturaen betalt fra USA...
FBI - VERSION TIL HVERDAGEN